"[.] at de mænd der i første række havde deltat i kampen for at gjøre dette folk souverænt, at de mænd dog i det mindste skulde med aabne arme ha tat imod dette første forsøg paa at indlede den literatur, som vi maa ha for at vi som souverænt folk trygt skal kunne ta udviklingen i vaar egen haand. Jeg havde vented at de mænd dog i det mindste skulde ha tat imod dette første forsøk med aabne arme."
1909. Fra Tyskland kommer det Salvarsan 606, et middel mot syfilis. Som første kvinne i verden gjør Elise de Laroch en soloflyvning.
Jæger jobber på sin neste utgivelse, Socialismens ABC . Han irriterer seg syk på den evige konsentreringen av kapitalen. Jæger vil ha rettferdighet i verden. Socialismens ABC er en slags fortsettelse på Anarkiets Bibel , som begge viser hvordan det visstnok skal være mulig med likhet og rettferd for alle mennesker.
Jæger begynner å merke kjøret nå. Han føler seg uvel og syk, men denne gangen på en helt annen måte enn som så ofte før. Han har smerter i magen og de vil ikke gi seg. Han går til legen, men røntgenbildene viser at alt er i orden.
1910. NTH stiftes i Trondheim. Norge får allmenn stemmerett ved kommunevalg, og året etter får vi Norges første kvinnelige stortingsrepresentant, Anna Rogstad. Bjørnstjerne Bjørnson dør i Paris.
Kristiania, 10. Januar. Jæger legges inn på Ullevaal sykehus for tumor ventriculi . Om det er kreft vites ikke på dette tidspunkt, men en operasjon er uunngåelig. Men man finner etter hvert at det er umulig å operere da kreften i Jægers mage har spredt seg langt forbi det helbredelige. Det blir klart at Hans Jæger etter hvert vil dø av sult. Det er nesten for vondt til å være sant, at han som hele livet har sultet og levd i fattigdom og motgang, skal dø av sult. Jægers gode venn gjennom mange år, Jappe Nilssen, er tilstede når Jæger får beskjed om at han har ca 2 måneder igjen å leve. Jappe ser at Jæger smiler sitt "kloke, gode smil." Mens Bjørnson ligger døende i Paris, ligger Jæger døende i Kristiania. Rivalene skal altså komme til å gå over målstreken sammen.
I Kristiania starter Jappe en innsamlingsaksjon, slik at Jæger skal få det så godt som mulig på sine siste dager. De får betalt regningen fra Kristiania kommunale sykehus (Ullevaal), som kom på kr 35,20 for de 22 dagene han var innlagt der. Og med god hjelp, fra blant annet Oskar Jæger, får de plassert vår mann på Tostrupgården privathotell den 31. januar. Her får Jæger et værelse i øverste etasje med utsikt mot Karl Johan og Stortinget, hvor han så ofte var å se i sin storhetstid. Både venner og familie er hos ham, og selvfølgelig fru Tiller, som nå er skilt og som mer eller mindre har levet sammen med Jæger de siste årene. De av Kristianias kunstnere som har sett opp til bohemhøvdingen, frekventerer også på rommet. Jæger fortsetter med Socialismens ABC på sitt dødsleie, og skriver for harde livet. Sammen med seg har han Jappe Nilssen, som alltid har vært for der Jæger. Men den stakkars Jappe er, som det høver seg en bohem, blakk og desperat i så måte. Det er like før han vil bli kastet ut fra sitt hjem på grunn av manglende betaling. Han er i dyp sorg over Jæger som snart skal dø, men han har tross alt et eget liv som skal leves etter dette. Edvard Munch, som nå er tilbake i Norge, er en av de få bohemene som har klart seg brukbart økonomisk; dermed sender Jappe følgende brev til den gamle vennen, og forteller om sin egen og Jægers situasjon:
Kristiania, 17.1. 1910
Kjære Munch
Jeg er i den sorteste nød. Hvis jeg ikke betaler min husleie inden en uge - og jeg skylder for 3 maaneder - blir jeg uten pardon smidt du paa gaden. Samtidig truer en sagfører mig med exekution i mine faa eiendeler, saa situationen er saa ilde, som den godt kan være. Jeg arbeider af alle kreæfter paa min nye roman, men den kan ikke komme ud før til høsten og følgelig faar jeg heller ikke honorar for den før da.
Du maa ved Gud laane mig kr. 200; jeg skal betale dig, saasnart min bog kommer ud. Ellers er jeg nødt til at søge Frelsesarméens natteherberger, og det savner jeg mod til.
Apropos: Har du hørt, at Hans Jæger er færdig? Han ligger for øieblikket paa Ullevaal sygehus og kommer til at dø om 14 dage, kanskje han klare det en maaned i det høieste. Hele mavesækken er oppædt af kræft; han kan allerede nu næsten ingen næring tage ind og kommer til at dø af sult. Han blev sprættet op i fredags for at opereres, men da lægerne fik se hans indre, syede de ham til igjen med det samme; det var det styggeste kræfttilfælde, de havde sæt, sagde de - han var haabløst færdig, der var intet andet at gjøre end at lade ham dø. Jeg har ikke truffet ham siden, saa jeg ved ikke, hvordan han tar det; men det skulde ikke undre mig, om det gaar ham nær, slig som han tods alt hang ved livet og havde det kjært. Saa blev det alligevel ham, som først maatte bide i græsset. Jeg havde næsten vænnet mig til den tanke, at han var eviglevende og vilde komme til at begrave os alle.
Ja, stakkars Hans Jæger, han har ikke havt det for godt i livet; han har altid sat alt ind og han har aldrig vundet noget. Han har altid været blandt de tabende. - Kjære Munch - jeg venter med angst og bæven dit svar.
Din Jappe Nilssen
Adr. Olaf Kyrres gd. No. 11
8. Februar, Jæger blir dårligere. Ved sin side har han Jappe Nilssen, Gunbjør Lund, Betzy Ohlsen og Oscar Jæger. Klokken er 22.45, Gunbjør Lund holder Jæger i hånden, han utstråler med ett den største lykke og utånder. "Nå døde Hans Jæger", sier Gunbjør. Vennene blir værende på rommet, men ryktet om Hans Jægers død sprer seg raskt i den lille byen og flere venner og kjente kommer for å ta farvel. Jæger vaskes og stelles, og båren blir pyntet. Jappe er knust og gråter som et barn.
Dagen etter blir det skrevet i Social-Demokraten om Hans Jægers død, og de ender sin artikkel med: "Få menn har hatt en skjønnere død." I dagene som følger blir det skrevet flere minneord om Jæger i avisene. I Kragerø sitter Edvard Munch, og får beskjed om det som har skjedd. Munch har sine egne problemer å slite med, men Jægers død går sterkt inn på ham. Jæger hadde i mange år vært en av de største inspirasjonskildene for Munch, og nå var han borte. Ut fra Jappe Nilssens beskrivelser fra Tostrupgården 8. februar 1910, maler Munch Bohemens død .
Tid for farvel. Ved bisettelsen ble det sagt noen ord om Hans Jæger og hans liv, her følger noe av det som ble sagt:
"[.] er der noget menneske som ikke har forandret sig, som altid var og blev den samme, saa var det vel Hans Jæger. [.] Jeg tror ikke jeg overdriver, naar jeg siger at Hans Jæger var det mest ubetinget sandhetskjærlige menneske jeg har truffet; han var altid like forundret naar han opdaget at andre sa noget andet end den skjære sandhet, hans ord hadde aldrig noget bi-erende, aldrig nogen anden hensigt end at være klare og nøiagtige avtryk av hans tanker. Hans lidenskap var logikken; med den logiske slutning angrep han alle livets problemer, og han var uovervindelig i vor ungdommelige diskussion, saa selv om han ikke altid hadde ret, saa blev det ialfald altid ham som fik ret."
"Imidlertidig gik det ham som saa mange andre, han fandt ved sine ihærdige spekulasjoner ikke nogen mening i det hele."
"Og en god dag faldt det ham ind, at livet kunde brukes til noget andet end til at pønses over. Og saa gik han ut for at erobre det. Hans vaaben i kampen var ogsaa her den logiske formel; men da nu menneskelivet er bygget av mangfoldige andre elementer end den rene logik, saa rendte han, som ventelig var, gang paa gang sit hode mot den jernhaarde virkelighet. Men han gav sig ikke. Naar nu verden engang ikke var fornuftig, saa gjaldt det at gjøre den fornuftig."
"[.] Der var i Hans Jægers ansigt to smil, det ene sat om hans mund og var næsten aldrig borte; enhver som bare gik forbi ham maate se det. Det var medlidende haan; smilet hos en mand som gik omkring alene og hadde ret likeoverfor den samlede menneskehets kompakte taapelighet; her hadde avleiret sig alle hans forbløffelser over at nogen gad si noget andet end den nøiagtige sandhet, og alle hans forargelser over at det næsten var umulig at finde et menneske som kunde forstaa de aller simpleste ting."
"Men han hadde som sagt ogsaa et andet smil, som kanske ikke alle har set; det sat i hans øine og var en barnlig, hjælpeløs bøn om ømhet, det straalet ut fra varmekilden i hans væsen."
"[.] Der vil bli fældt forskjellige og yderst avvikende domme om Hans Jægers virke; men den dom vil ingen fælde, at hans liv var virkningsløst. Og vi som stod ham nær eller hadde staat ham nær, vil ikke let glemme ham; naar vi tar frem vore minder, vil han træde ut av erindringshoben med sit utprægede fysiognomi, som en for sig selv, en personlighet - ikke blot ved sin ubønhørlige sandhetskjærlighet og sin logiske selvfølgelighet, men ogsaa med den varme i sit væsen, som gjorde at vi ikke bare undredes over ham, men ogsaa blev hjertelig glad i ham."
Hans Henrik Jæger kremeres, etter eget ønske, klokken 14.00, fredag 11. februar 1910. Jæger hadde selv bedt om bålferd, slik det sømmer seg en opprører. Krematoriets store sal er fylt til randen av forfattere, kunstnere, politikere, slekt og venner. Kisten er overlesset av blomster, dempet orgelmusikk spilles og kisten senkes ned i hvelvet.
Hvil i fred, Hans Jæger, min venn,
Hele ditt liv du strevet.
Ubestikkelig og ærlig, en menneskets venn,
Den noble kamp du kjempet.
For oss frihetselskende norske menn,
Vil du leve for all evighet.
(Dan Tore Jørgensen)
Forord --- Forrige --- Neste
